En gudstjeneste indledes i reglen med, at kirketjeneren (eller en fra menigheden) be’r indgangsbønnen. Vi beder bl.a.: ’Send os din Helligånd, og gør os åbne for, hvad du vil give os. Lad ordet slå rod i vore hjerter, så du lever i os og vi bliver ét i dig og tjener dig i alle ting’. Vi beder altså Guds Ånd om hjælp til at ordet, vi hører, må bundfælde sig i vort hjerte, så vi styrkes i troen. Ordet skal slå rod i os for at kunne styrke os og bevare os i troen trods modgang og ordet skal forvandle os, så vi ’bærer frugt’ i vor gøren og laden. Det fortæller Jesus en historie om. Lignelsen om sædemanden, kaldes den:
’Se, en sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord, men da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det. Men noget faldt i god jord og gav udbytte, noget hundrede, noget tres og noget tredive fold. Den, der har ører, skal høre!’ Disciplene, som Jesus fortalte lignelsen til, forstod ikke, hvad han mente og han måtte uddybe sin pointe: ’Så hør da lignelsen om sædemanden. Når et menneske hører ordet om Riget og ikke fatter det, kommer den Onde og røver det, der er sået i hans hjerte; det er det, som blev sået på vejen. Det, som blev sået på klippegrund, det er ham, der straks tager imod ordet med glæde, når han hører det, men han har ikke rod i sig, han holder kun ud en tid, og når der komme trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder han straks fra. Det, som blev sået mellem tidsler, det er ham, der hører ordet, men denne verdens bekymring og rigdommens blændværk kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men det, som blev sået i den gode jord, det er ham, der hører ordet og fatter det og bærer frugt og giver hundrede eller tres eller tredive fold’ (Mattæusevangeliet kap. 13 vers 3b-8 og vers 18-23).
Egebæksvang Kirke er omkranset af smukke egetræer, som er flere århundreder gamle. De står på kirkegården, gamle og vise. De udstråler en majestætisk ro til de forbipasserende og de må med denne lignelse in mente erindre os om, at vi mennesker også skal sætte dybe rødder. Vi skal suge næring: tro og livsmod til os af Ordet, Gud giver os. For kun således mestres vel egentlig livet med dets med- og modgang.
Foråret titter frem lige om hjørnet. Det samme gør ukrudtet. Det kan så foranledige, at vi ser på os selv og vort eget liv. Hvor lander de velsignelsesfrø, som vor Herre kaster så rundhåndet på dig? Er det på den golde vej, er det i den sparsomme jord, er det på bekymringsmarken – eller er det i en mere frugtbar jord, dybt nede i hjertemulden?